FRI FRAGT V. KØB OVER 499 KR.
30 DAGES FULD RETURRET
LEVERING 2-3 HVERDAGE
FRI FRAGT V. KØB OVER 499 KR.
30 DAGES FULD RETURRET
LEVERING 2-3 HVERDAGE

















Barcelona kan føles overvældende og larmende, men hvis du kun har et par dage, er det her, du bør bruge dem. Ingen køer, ingen turistfælder, ingen hasten fra den ene Gaudí-bygning til den næste. Bare god mad, smukke hjørner og den slags steder, som de lokale faktisk går hen.
KAFFE:
LOT Roasters
En smuk kombination af kvalitetskaffe og håndlavet bean-to-bar chokolade. Varmt, minimalistisk og meget lokalt – perfekt, hvis du vil væk fra turistcaféerne og nyde en kaffe med en lille chokolade på stedet.
Adresse: Carrer de Bailèn 43, Eixample, Barcelona.
Nomad Coffee Bar
Et af Barcelonas bedste steder for kvalitetskaffe. Minimalistisk design og byens bedste espresso og flat white - punktum.
Adresse: Passatge Sert 12, El Born, Barcelona.
VINTAGEJAGT:
Mercat dels Encants
Barcelonas mest ikoniske loppemarked – larmende, kaotisk, farverigt og fuld af liv. Det perfekte sted at gå på skattejagt: her finder du alt fra finurlige fund til 1 € til vintage-møbler, antikviteter, interiør og helt uventede fund. Men husk at holde godt øje med din tasken - det er trods alt et ægte barcelonsk marked.
Adresse: Avinguda Meridiana 69, Glòries, Barcelona.
Mercantic
En lille vintage-landsby kun 20 minutter fra Barcelona - perfekt til en afslappet weekend. Du går rundt med en kaffe i hånden, der er madboder overalt, og hvert hjørne byder på noget særligt: antikviteter, retro-møbler, gamle plader, cocktails, små butikker og masser af vintage Levi’s.
Adresse: Av. de Rius i Taulet 120, Sant Cugat del Vallès.
FROKOST:
Frizzant
Frizzant er et af mine yndlingssteder. Du kan starte dagen med yoga og blive hængende i afslappede omgivelser med sunde, sæsonbaserede retter.
Adresse: Gran Via de les Corts Catalanes 692, 08010 Barcelona.
La Balabusta
Hvis du ender med at slentre rundt på Passeig de Gràcia, kan du roligt springe caféerne på Ramblaen over og i stedet gå til hyggelige La Balabusta. Bestil økologisk appelsinvin med challah og byens bedste hummus. Alternativt kan du gå til Bronzo Bar e Cucina for vitello tonnato, ansjoser og et glas prosecco.
Adresse: Carrer del Rosselló 180, 08008 Barcelona.
MIDDAG
Botafumeiro
Klassisk og elegant med hvide duge, god service og den helt særlige Barcelona-stemning. Sofistikeret uden at være højtidelig. Et godt valg, når aftenen gerne må føles lidt mere end bare middag.
Ligger midt i Gràcia, perfekt til en rolig gåtur bagefter.
Adresse: Carrer Gran de Gràcia 81, 08012 Barcelona
Berbena
Gæstekokke fra forskellige lande sætter menuen og det er altid interessant og gennemtænkt. Stemningen er uformel og intim, og gæsterne kommer tydeligvis for maden. Kun drop-in, så kom tidligt. En lille perle med sæsonretter, friskbagt brød, et virkelig godt vinkort og mange retter, der indbyder til at dele.
Adresse: Carrer de Minerva 6, Gràcia, 08006 Barcelona
Pizza Sartoria Panatieri
Ti minutters gang fra Sagrada Familia ligger det, mange mener er byens bedste pizza. Træfyrede pizzaer lavet på råvarer fra lokale, økologiske producenter.
Adresse: Carrer de Provença 330, 08037 Barcelona
GÅTURE:
En af de bedste gåture i Barcelona starter i Ciutadella-parken. Gå en rolig tur gennem parken og nyd monumenterne, springvandene og de åbne grønne områder – og rejser du med børn, ligger der endda en zoologisk have midt i parken.
Fra parken går turen videre mod El Born-kvarteret. Gør holdt ved El Born Centre de Cultura i Memòria, hvor du kan opleve resterne af det gamle Barcelona og se de tidligere gader, som i århundreder lå skjult under jorden.
Fortsæt længere ind i kvarteret mod Passeig del Born. På højre side finder du Hofmann Patisserie – et oplagt stop, hvor du bør smage en dessert eller deres berømte croissanter. Gå videre ad Passeig del Born, og snart står du foran den imponerende basilika Santa Maria del Mar. Den er helt særlig og bestemt et besøg værd, hvis tiden tillader det.
Tæt på Santa Maria del Mar kan du nyde en vermouth eller et glas vin hos La Vinya del Senyor – en charmerende, klassisk vinbar med et stort udvalg for enhver smag.
Herefter går turen ad Carrer de la Regenteria, som leder dig ud på Via Laietana – den brede boulevard, der adskiller El Born fra det gotiske kvarter. I nærheden af metrostationen Jaume I ligger en af byens ældste slikbutikker, Dulcería de la Colmena. Prøv deres kokosmarengs – den er fremragende.
Når du træder udenfor igen, ser du bagsiden af Barcelonas hovedkatedral. Gå en tur rundt om den og nyd den imponerende arkitektur. Vær dog opmærksom – der kan forekomme lommetyve foran katedralen.
Herfra kan du også gå mod Carrer dels Sagristans, hvor du finder det kendte muralværk The World Begins With Every Kiss – en stor mosaik af et kys og en af Barcelonas fine, skjulte perler.
Afslut turen med at gå ned mod havet og nyd en rolig spadseretur langs vandet hele vejen til havnen, hvor de store superyachts ligger. En ideel minitur på cirka 1,5–2 timer – enkel og virkelig god.
DAGSUDFLUGT:
Har du lidt ekstra tid, er det oplagt at tage på en kort udflugt til enten Montserrat-klosteret eller Costa Brava.
Costa Brava byder på nogle af Middelhavets smukkeste strande, kun halvanden time fra Barcelonas byliv. Her kan du svømme i klart, turkisblåt vand omgivet af pinjetræer og klippekyster. Det fortjener næsten sin egen guide. Overnat gerne på det lille og stemningsfulde Cap Sa Sal Hotel med en helt særlig havudsigt.
Montserrat ligger cirka 30–40 minutter nordvest for Barcelona og er et helt unikt sted. Det berømte benediktinerkloster ligger højt i det dramatiske bjerglandskab, omgivet af vandrestier med vid udsigt over Catalonien. En ideel pause fra storbyen, hvor natur, kultur og historie smelter sammen.